Kreds 21 - en del af Danmarks Lærerforening

Sygdom under ferie

Skulle du være så uheldig at blive syg i ferien, behøver du ikke nødvendigvis helt at opgive at få feriekulør. Du har ret til erstatningsferie, hvis du har mere end 5 sygedage (karensdage). Det er dog vigtigt, at du husker at sygemelde dig.

Det er kun sygdom i de egentlige ferieuger (uge 42, uge 7, de 3 uger i juli og 6. ferieuge), der udløser erstatningsferie. Ved sygdom i din ferie, skal du først kontakte egen læge og bede om en lægeerklæring på din sygdom (denne er for egen regning). Herefter kontaktes HR-afdelingen på Ballerup Rådhus, hvor du sygemelder dig. Bliver du syg i udlandet kan erklæring fra læge eller journal fra hospitalsindlæggelse bruges som dokumentation. Hvis det er ifm. afholdelse af din 6. ferieuge, du bliver syg eller hvis du er ansat på en arbejdsplads, som ikke er ferielukket, skal du melde dig syg til skolen/din leder helt som du plejer og senest samme tid som du plejer.

Hvis du melder dig syg, inden ferien starter, har du ret til erstatningsferie fra dag et. Hvis du først bliver syg i løbet af din ferie, har du fem karensdag, før du får erstatningsferie. De 5 karensdage gælder for hele ferieåret. Derfor bør du også melde dig syg, selvom du forventer, at være frisk igen indenfor de 5 dage. For bliver du syg igen i den næste ferie, har du brugt nogle af karensdagene og vil hurtigere være berettiget til erstatningsferie. Du kan ikke sygemelde dig med tilbagevirkende kraft.

Vær opmærksom på, at du ikke må afholde ferie – eksempelvis rejse udenlands – så længe du er sygemeldt. Dog kan andre regler være gældende, hvis rejsen har et rekreativt formål i forhold til at blive hurtigere rask. Dette bør altid afklares med både arbejdsgiver og jobcenter inden du rejser.

Husk i alle tilfælde at raskmelde dig, hvis/når du bliver rask og ønsker at genoptage din ferie.